Et par år senere er vi flyttet til Vinkelvej 3, hvor der blev lavet en lejlighed ovenpå hos min mormor. Der var kvist mod øst ud til haven, og der var soveværelset. Der har jeg en erindring om at ligge i sengen og lytte til sommerens lyde: insekternes summen, og sikkert også fuglefløjt. Det er de sidste naturlyde, jeg har hørt uden hjælpemidler. Græshopper har jeg ikke hørt nogen sinde. Ved den tid må jeg have fået den mellemørebetændelse, der ødelagde min hørelse. Jeg må have været tre år gammel den gang.

Parallelt med huset lå et lavt udhus, med brændselsrum og lokum i den ene ende, vaskehus og oplagsrum i midten og hønsehus med en hønsegård i den anden ende. I den hønsegård var der en ualmindeligt galsindet hane, som en gang fløj på mig, og da den var næsten lige så stor som jeg, havde den let spil. Jeg var og blev den lille i den kamp, og havde min far ikke været i nærheden, havde det nok kostet mig nogle fæle skrammer.

Der er kun enkelte krigserindringer. Den ene handler om at stå på lejlighedens altan og se to fly over Østerskoven, den anden om at gå tur ved rutebilstationen og se tyske soldater. Den sidste er noget med en pige, der stod lænet frem over en bom ved Nordre Skole, med hovedet på armene – det forekommer mig, at hun var nøgen; det har vel været en tyskertøs, en såkaldt feltmadras, der har været udstillet til almindelig spot. Og så har jeg en erindring om en fremmed mand, der stod øverst på trappen til vores lejlighed og fik en madpakke med sig, da han gik. En landstryger, eller en modstandsmand på flugt? Jeg ved det ikke.

Mens vi boede der, skete det, at jeg gik ned til min fars arbejde nede ved Garvergården, var det vist, med en madpakke og en flaske kaffe. Jeg kan huske, at jeg fik to øre som belønning for den tur.

En af de ting, jeg stadig kan huske, var en gang, lynet slog ned i huset. Jeg sad på potten ude i køkkenet og blev væltet ned på gulvet, vel af lufttrykket. Bagefter kunne man se et hul i loftet i min mormors køkken nedenunder, og et glas mælk, der stod på hendes køkkenbord, var knust. Jeg har været mindre end halvanden meter fra lynet. Denne og flere senere oplevelser af vidt forskellig art har mere end antydet, at egentlig har jeg været utrolig heldig, at jeg stadig er her, eller også har nogen holdt hånden over mig lige meget om man tror på det eller ej.

Så kom Søs og Viller til verden. (Han kom først til at hedde Vilhelm, da vi var så godt og vel voksne.) Det husker jeg ikke noget særligt om, men det må alligevel have gjort indtryk, for jeg har et minde om mig selv i seng med sutteflaske – om jeg har følt mig lidt tilsidesat, eller det bare var noget, jeg skulle prøve, ved jeg ikke. Jeg husker iøvrigt, at sutteflasker var noget, der blev steriliseret i en stor gryde med et stativ, så de kunne løftes op på en gang. Måske var meningen at sterilisere mælken; jeg ved det ikke.

I køkkenet havde man forøvrigt bygas den gang; det blev produceret på gasværket nede ved havnen og kom ud til forbrugerne i rørledninger under jorden.

Som ret lille fik jeg også taget polypper i næsen eller svælget. Det var noget med æter eller kloroform på en stofmaske, og jeg så et forvirret mønster for mit blik, og jeg må også have vrælet en del. Men da jeg kom hjem og til sengs, fik jeg en bog: Den lille Pelsfamilie, med katteskind omkring og i en kassette med hul i låget, så man kunne se katteskindet. Det var nok min første bog, som jeg kan huske noget om. Men siden er det blevet til en del. Blandt de første var billedbogen om flodhesteungen Hippo og hans lærer, professor Marabu. Også en bog om Jesper, som er glad for kraner, og som godt kan lide at spise fisk (”Det gør Jesper gerne, for Mor si’r fisk gi’r hjerne”)! Men den første bog, jeg selv kunne læse i, blev Ingvald Lieberkinds ”Da Gysse fo’r vild”, en samling historier om forskellige husdyr og deres oplevelser. Den har jeg endnu, selv om den ser ret miserabel ud.

Jeg blev også taget til kiropraktor som lille, men hvad det handlede om, aner jeg ikke. Måske kunne jeg ikke ligge tør?

Da jeg skulle til at gå i skole, gik jeg til det uden glæde og uden forventninger. Men det blev ikke så hårdt arbejde, da det kom til stykket. Jeg kunne jo ikke høre ret meget af, hvad der blev sagt, så jeg fik aldrig lektier for (troede jeg). – Jeg husker heller ikke, jeg knyttede mig særligt til nogle kammerater.

Hjemme gik det vistnok ret livligt til. I hvert fald huskede vi alle fem i mange, mange år (Liv var ikke født den gang) min fars fatale fortalelse, da han en dag ved middagsbordet slog i bordet og beordrede: ”Nu spiser vi ikke, nu snakker vi!” Det siger sig selv, at situationen opløstes i grin! – En anden gang var det lidt værre, da Søs og jeg begge ville have den samme saks, og da jeg rev den fra hende, kom jeg til at klippe lidt af blommen af en af hendes fingre. Det gik heller ikke stille af...