4. Vinkelvej igen
Da vi kom hjem fra Norge, havde vi ikke noget sted at bo, så den første lange tid boede vi hos mormor på Vinkelvej 3 i Hobro, men denne gang ikke på førstesalen, for der boede Else, Palle og Jette, men i mormors ikke voldsomt store bolig i stueetagen. Det må have været et broget cirkus, med fire børn i deres vanskeligste alder - ja, den alder tror jeg, vi altid har været i. - Jeg kom tilbage til Hobro Nordre Skole, hvor jeg kom i femte klasse og straks fik en dukkert, da jeg jo kunne huske de vigtigste forskelle på dansk og norsk retskrivning: kunde, skulde, vilde, og navneord med stort. Men lige netop de ting var jo lavet om, mens vi var væk, så jeg startede med at blive korrekset af min dansklærer.
Min skolevej gik op ad Vinkelvej, gennem grusgravene, ned forbi teglværket og over Solbakken. I dag ville børn nok synes, det var et værre forhindringsløb, men for mig var det den nærmeste vej, og den gik jo lige gennem naturen, så det passede mig godt nok. Og min fætter Bent, som boede lige nede på Hegedalsvej, skulle samme vej, så vi kunne følges. Om vinteren var den vej nu ikke så god; så måtte vi ned ad Hegedalsvej og ad Friheden og Gammelvej - så krydsede vi Hostrupvej ved Brugsen, og så var vi der næsten.
Meget af tiden mens vi boede her, måtte min far tage arbejde i Grønland, på Thulebasen, så min mor og mormor har haft deres hyr med de fire unger - vi husker i hvert fald ikke os selv som særlig stilfærdige...
Kvarteret omkring Hegedalsvejs øverste del, Sluketter'et kaldte vi det (der har måske været noget smugkroagtigt, hvor bønderne læskede ganen på vej hjem fra marked, hvad ved jeg?), var fuldt af børn fra de mindste snottede unger til store, voksne unge mænd i konfirmationsalderen, og vi legede sammen uden skel mellem aldersklasser eller mellem drenge og piger. Hver aften, især om sommeren, var vi ude at lege skjul eller tæk (ja ja, jeg ved godt, det staves med "i" i pænt dansk med blonder og flæser), eller vi spillede med kugler eller hønseringe, eller vi sad i grupper omkring en af de store, der fortalte spøgelseshistorier eller løgnehistorier. Og i de lange sommerferiedage rendte vi rundt i grusgraven og skød med bue og pil efter hinanden som rigtige indianere. Det skete da også, at én blev ramt i ansigtet, lige ved øjet, men der kom ikke nogen ulykke ud af det. Eller vi drønede op og ned ad skrænterne på vore cykler med en tøjklemme og et papstykke på forgaflen, så det lød som rigtige motorcykler. Og en gang havde en af de store drenge taget sin luftbøsse med ud, og så stod vi oppe ved Schous Dam og skiftedes til at få en stump kartoffel plantet på buksebagen. Det sved, men alle bar svien, ikke uden at give lyd, men der var kun én (Hans Walther hed han vist), som løb hjem til sin bedstemor og sladrede, så hun kom rendende og skældte ud og truede ad os.